ET HUS FOR HVER SIN LYST

Historien til Barklysthuset som står nord-øst for Hovedgården på Eidsvoll Verk startet i 1857. Konen til daværende eier av Eidsvold Værk, Verkseier Niels Knudsen, fru Wilhelmine Knudsen, hadde sett et tilsvarende lysthus på Fossum ved Skien, og inspirert av dette fikk hun reist et lignende barklysthus nede i parken bak hovedbygningen.

Allerede fra barklyst- husets spede begynnelse har besøkende skrevet sine navnetrekk, og av og til korte hilsninger, på neverveggene inne i lysthuset. Det er registrert flere hundre inskripsjoner, men flere av disse er mer eller mindre uleselige eller usynlige i dag. Mange er imidlertid godt bevart.

Selve lysthuset er bygget som en sekskantet bygning med pyramidetak med like mange sider. Det er en to-fløyet dør i ett av de seks veggfeltene. Stolpene i lysthusets hjørner er bjørkestolper som er gravd direkte ned i bakken. Mellom stolpene er det en tynn bordvegg som er kledd med granbark utvendig og med bjørkenever på innsiden og i himlingen.

Taket er i dag tekket med takshingel, men vi vet at det var tjærepapp på taket i 1963, og at det da ble hevdet at det opprinnelig hadde vært granbark også oppe på taket, hvilket er sannsynlig.

Innvendig er veggene og himlingen som nevnt kledd med never. Veggene er inndelt i et rutenett ved hjelp av kvister. Midt i hver rute er det en rosett av furukongler.

Innredningen er også original fra 1857 og består av et rundt bord med en lysekrone over, bordet står midt i rommet og det er benker langs de fem veggene. I tillegg er det to frittstående krakker. Alle sittebenkene og krakkene er laget av bjørke- grener eller tynne bjørketrær.

Barklysthuset ble totalrenovert i 2018 etter initiativ fra Jorunn Mathiesen. Mange av inskripsjonene på neverveggene ble da gjen-oppfrisket. Dette ble gjort ved hjelp av midler fra MEV i tillegg til støtte fra Kulturminnefondet, Stiftelsen UNI og Akershus Fylkeskommune. Det er bevart frodige beretninger i Wilhelmine Knudsens dagbøker, og barklysthuset er dessuten nevnt i flere bøker og oppslagsverk. Barklysthuset er et praktfullt og enestående byggverk, og er i dag sannsynligvis det eneste av sitt slag i Norge.

Fru Wilhelmine Knudsens erindringer nedskrevet etter eget diktat av Frøken Nora Lochmann:

I Ferien dette Aar (1857) tog vi fat paa at bygge et Lysthus nede paa en Bakkepynt i Haven, hvor vi havde Udsigt til Vandet og en Ø, der var bevoxet med Furutræer og aldeles omringet af Fossefaldene.

Paa Herregaarden Fossum ved Skien havde jeg seet et Lysthus beklædt med Gran- og Birkebark og der faaet Ideen.

Vi lod nedkile Granstolper i en Ottekant, beklædte mellem disse med Bord; Taget blev dannet derefter, og saa tog vi, Mathilde, Wolffgang, Nils Holmsen og jeg selv som Arkitekt fat paa Arbeidet. Carl Iversen, Kammerherrens yngste Søn, der i mange Aar havde været vor Feriegjæst, var Haandlanger.

Først beklædtes Væggene indvendig med smuk hvid Næver, der blev paaheftet paa skraa over hverandre med kløvede Pilekviste; paa hvert af disse Kors som Kvistene dannede paaheftedes kløvede Gran- og Furukongler; saaledes afpassene at de dannede de yndigste Rosetter. Hele Taget indvendig, Tagskjægget, det runde Bord i Midten og Bænkene omkring samt Utgangstrappen dekoreredes paa samme smagfulde Maade.

Dette Naturlysthus blev udvendig fulstendig dækket med Granbark. Da det var færdigt, var det ikke alene til den største Pryd for Haven, men ogsaa det luneste Opholdssted ved Kaffetraktementer og lignende.

Dette smagfulde Lysthus overgik langt hint ved Fossum i Skjønhed. Det blev, som overfor nævnt, bygget i 1857 og vedligeholdes fremdeles af min ældste Søn, Oberstløitnant Knudsen.

Da det var fult færdigt, kom alle Familierne til Traktement dernede og de ligemeget beundrede Arbeidet som forundredes over den Ihærdighed, hvormed disse unge Mennesker havde arbeidet.

Kongen spadserede senere mellem Træerne ned til det sjeldne Lysthus, hvor han paa Væggen skrev nogle Rim; derpaa kom han farende op igjen; Dronningen maatte følge ham derned, og jeg skulde ledsage hende, men vidste paa ingen Maade hvor jeg skulde finde mit Overtøi. 

Kongen forstod strax min Situastion, sprang selv efter en af Dronningens Kaaber og hang den over mine Skuldre; saa vandrede vi ned til Lysthuset, besaa dette, (og jeg maatte fortælle, at mine Børn i en Sommerferie havde decoreret det, som det var).

2den sept. 1862 hadde Kong Karl XV tilsagt sin og dronningens ankomst til Verket. Der skulde holdes 3 dages manøvre i engen og teltene skulde slåes op ved Riksbygningen. Hele huset blev optat av dronningen og hendes følge. Knudsens og nogen gjester lå på klædeskarene.